Kender i det?

Man står op om morgenen, solen skinner, man er i sommerhus. Man får lov at sove til klokken kvart over otte. Hos os er det en luksus, der kunne sammenlignes med et spaophold i tre dage med massage,  behandlinger og champagne (har faktisk aldrig været på sådan et ophold, så ved ikke om champagnen er fejlplaceret?).  Morgenmaden smager bedre, der er overskud til at lave blødkogte æg, 3-4 kopper kaffe bliver drukket, mens morgenradioen bare er lidt sjovere end ellers. Dagen bliver hyggelig med en masse spontane ture og uforudset solskin og sjove vandkampe. Lykke.

Næste morgen. Bliver vækket kl. 6.38. Der ligger et mærkeligt slør over solen. Der er fluer i brødet. Bleerne vil ikke ud af posen. Myggestikkene kløer mere en sædvanligt. Fortryllelsen er brudt.

Man kan ikke holde hinanden ud. Det hele er de andres skyld. Man hæver stemmen op til flere gange. Derefter følger den dårlige samvittighed. Undskyldningerne præger dagen. Det sommerland man skulle have besøgt ligger uberørt hen. Vi kan ikke blive enige om, hvad ferien egentlig burde indeholde. Er vi her kun for børnenes skyld? Små ting udvikler sig til at de største ting i livet bliver sat på dagsordenen.  Vil du med ud at gå? Vil du overhovedet have mig med? Og endnu værre- skal det alligevel ikke være os to? Hvad gør de her dage ved børnene? 

Vi får ikke rigtig spist noget- nogen af os. Vi har alle sammen den der mursten i maven, der bare bliver større og større. Når børnene er puttet. Sidder vi helt stille foran fjernsynet. Der er kun dårlige programmer, men det er ligegyldigt, vi ser ikke noget af det alligevel. Vi ser indad. Sådan en dag vil vi aldrig nogensinde have igen.

Næste morgen vågner vi klokken 7.24. Solen skinner. Vi har købt nyt brød og æggene blødkoges. Vi tager i sommerland. Ungerne elsker det. Vi elsker dem og det og hinanden. Dagen i går ligger derinde et sted. Den skal nok komme igen en dag. Når vi er helt uforberedte. De dage kan det hele blive sat over styr, hvis ikke man er ekstra varsom.

Nej jeg er ikke en af den slags bloggere, der tager billeder af min have og ytrer mig om zen-øjeblikke- i hvert fald ikke idag....

Når dagen starter med et kys af ham på fire med ordene" Mor, er vi kærester?"- og man svarer" Nej, far er min kæreste, men det er jo os to for evigt."- ja, så kan man godt tro at resten af dagen bare bliver sådan en af de der lækre sommerdage i juli, hvor alt bare falder i hak og livet føles allermest perfekt.
Nå men 9 minutter senere stod jeg med lort på fingrene første gang i dag, mindre end en halv time senere, skete det så igen.
Efter at have afleveret den store, var det bare hjem og putte den  lille, så man lige kan få den der time, som alle damer på barsel kender. Den hvor man laver sig en kop kaffe, fødderne op i sofaen, på med Go´morgen Danmark og computeren ved hånden. facebook tjekkes, mailen og måske et besøg på Musthaves, Miinto eller noget andet virkelighedsflugt. Ahhhhhh..... I dag nåede jeg 6 minutter. Det er da også rigeligt.
Jamen, jeg skulle også have ordnet en masse ting, så jeg fiskede pølsen op af tremmesengen. Fyrede en omgang yoghurt i ham. Og så afsted på Niholaen. Herefter fulgte kældertjek i arvet hus (som man ikke må bo i, men som bare står der og håner mig med sin have og alle sine værelser), videre i bank, hvor man lige blev talt ned til af gulddreng på 27, derefter JYSK (dont ask) og 7Eleven (som i denne forbindelse fungerede som mit lokale posthus- ja jeg ved det- det er bare god stil).
Jeg nåede seriøst at drypsvede fra militærshortsen og det der startede med at love smuk julidag med harmoni og kærlighed, var allerede dér, endt i sved, faretruende lavt blodsukker og masser af indestængt raseri.
Resten af aftenen magter jeg slet ikke at kommentere, men jeg kan sige så meget at den heller ikke rigtig endte i smuk juliaften med hjemmelavet hyldeblomstsaft på altan mens børnene stilfærdigt leger med træklodser.

Alt om min mor

Min mor er hende, som klarer alt. Hende der ringer til en klokken 7 om morgenen, fordi hun har hørt i radioen, at endnu en kvinde i 30erne er blevet offer for en højresvingsulykke. Hun tror altid det er mig.
Hun laver mad og lægger det i foliebakker og suplerer med plastikservice, og afleverer det i lun tilstand, når vi har mindst overskud. Hun taler skrapt til en, når man er lige ved at kamme over i hysteri og uretfærdighed og stress. Hun elsker mine børn lige så højt som jeg selv gør det.

Da jeg var barn arbejdede hun hele tiden, så vi kunne betale regninger. Alligevel mindes jeg ikke at jeg syntes hun var meget væk. Hun har taget høje uddannelser ved siden af alt det der arbejde og har haft jobs, hvor hun har rejst jorden tynd. En af hendes sanser stod pludselig af, alligevel arbejdede hun videre som om intet var hændt.

Hun har været tykhudet, som en elefant, en kæmpe drage med vinger, der kunne klare alt, modstå alt.

Men hvad der sker med et menneske, der pludselig føler, at der ikke er brug for det mere- det er en voldsom omgang, at være vidne til.
Dragen er væk. Og huden er blevet helt tynd- ja nærmest gennemsigtig. Hvis ingen har brug for et menneske, hvorfor eksisterer det så? Til hvilken nytte? Blikket er mindre fast. Talen er mindre sikker? Undskyldningen for sig selv er der hele tiden. Det skarpe, det sikre, det stålfaste, der har været i 56 år- er forduftet i løbet af præcis 6 måneder.

En lektie i selvværd.

Jeg tror nu nok, at hun skal rejse sig igen. Er slet ikke i tvivl. Måske endda stærkere og alt det der. Vi andre står dog tilbage lidt mindre sikre på benene, for hvis dragen kan fældes, hvad kan der så ikke ske med os andre lidt skravlede pjok?

Noget om at følge sine drømme

Jeg har en veninde. Hun rejser snart til et sted, hvor man slår hinanden ihjel. Altså sådan rigtigt. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Jeg ville aldrig selv gøre det. Men jeg forstår hende godt. Det er hendes ting. Hendes "eventyr". Hendes bidrag til verden.

Engang troede jeg også, at jeg skulle sådan noget. Så fik jeg børn og blev gift. Og så var det det jeg skulle. Elske dem så højt, at jeg ikke med vilje ville befinde mig på et af de farligste steder på jorden.

Nu er det min ting. At puste. At nusse. At kramme. Skælde ud. Og alt det andet. Men jeg kommer ikke til at redde verden. Eller gøre den store forskel. For verden.

Men hun skal ud. I den der verden. Og lytte. Og trøste. Og lære. Og alt muligt andet, som jeg slet ikke har fantasi til mere.

Jeg håber hun kommer hjem med hjertet fyldt op. Med indsigt. Og forståelse. Jeg håber hun kommer hjem.

Nå men....

så er jeg tilbage fra Rødovre Centrum. Ja altså jeg har også lige været et smut forbi det der Billund, der består af en masse make believe ting, som "Haha-vi har det eddermugme sjovt i det her pislunkne badeland" og "Uhh se os vi kan bygge alt- alt siger jeg dig- i LEGO" Nå men, altså barnet, ham på fire, syntes det var så herre luksus et sted, at han helt høj på sukker og monky tonky-dessert kørte rundt med 180 i timen fra tidlig morgen til sen aften. Jeg er faktisk ikke helt kommet mig endnu- har været citronagtig sur siden vi kom hjem- i forgårs. Det har ligesom sat sig på sjælen, den der hule lyd og alt det der dårlige mad, man får indtaget på rekordtid, så man kan komme videre til noget nyt...-land.
Idag sidder jeg så lidt for mig selv- stadig på barsel, den lille sover, den store er i børnehave og den største til noget sjov i fagforeningen- og det eneste jeg kan tænke på er, at jeg savner dem sgu allesammen. Kan åbenbart slet ikke finde ud af at være helt mig selv mere. Min hjerne og min krop udviser tosset adfærd, der mest af alt minder om abstinenser. Det er sgu noget mærkeligt noget.

Vi ses ik?

Nå men så var jeg så åbenbart også sådan en, der ikke skriver særligt ofte på den der nyåbnede blog, hva?
Har faktisk brugt rigtig meget krudt på at læse Blogsbjerg, Marens blog og en hel masse andre seje damers skriverier. Men jeg har sgu tænkt mig at tage bloggeriet op igen- altså lige efter at jeg har været i Rødovrecentret.....

Til alle jer uperfekte barselstyper, der heller ikke fik det i regnede med......

Jeg er på barsel på 8. måned. Jeg nåede ikke at få noget som helst barsel før jeg fødte J. Jeg skulle have gået på barsel d. 22. september og var sat til at føde d. 3. november. (Glædede mig helt vildt til det der redebyggeri....) Sådan gik det ikke. Vandet gik d. 23. august og jeg blev indlagt på rigshospitalet d. 1. september, hvor jeg var sengeliggende til d. 22 september, hvorefter jeg i 3 dage blev sat igang med 5-6 stilpiller, 4 omgange vestimulerende drop, tonsvis af gråd og fortvivlelse, smerte og savn, savn, savn af min store dreng på bare tre år, som måtte undvære sin mor.
 Da J endelig blev født d. 25. september, røg vi på Neonatal, hvilket er det mest deprimerende og grænseoverskridende sted i verden.
Da vi endelig blev udskrevet skulle vi møde på Rigshospitalet et par gange om ugen, så han kunne blive vejet og tjekket for Gulsot. Da vi endelig blev fri for det, fik han RS-virus, så vi igen blev indlagt- denne gang på Hvidovre. Her lå vi på isoleret firemands stue, som jo egentlig er en ottemandsstue, da vi var fire mødre og fire babyer. December og januar og noget af februar gik med at trodse snemasserne om morgenen, når storebror M skulle afleveres i børnehave. Og nu sidder jeg her i april og kan se tilbage på nogle helt afsindigt hårde måneder, men kan forhåbentligt se frem til et par stille og rolige solrige måneder før jeg skal starte på job igen.
Okay grunden til at jeg deler dette med jer- er at jeg synes at det er PISSE vigtigt at deler ud af nederlag, skuffelser, angst og alle de andre mørke og ynkelige dumme sider af barselslivet...... Så nej- jeg har ikke siddet og rodet med lidt projekter, såsom netportaler om alt muligt PISSE LIGEGYLDIGT (UNDSKYLD))....Jeg har heller ikke åbnet en børnetøjsbutik på nettet eller nået helt ind i min inderste sjæl og fundet meningen med netop mit liv. J og jeg har endnu ikke været til babysvømning eller rytmik. Jeg har heller ikke været ude og løbe eller meldt mig til et eller andet kvindeløb 9 dage efter fødslen. JEG HAR BARE HOLDT MIT BARN I LIVE OG SELV OVERLEVET.