Man står op om morgenen, solen skinner, man er i sommerhus. Man får lov at sove til klokken kvart over otte. Hos os er det en luksus, der kunne sammenlignes med et spaophold i tre dage med massage, behandlinger og champagne (har faktisk aldrig været på sådan et ophold, så ved ikke om champagnen er fejlplaceret?). Morgenmaden smager bedre, der er overskud til at lave blødkogte æg, 3-4 kopper kaffe bliver drukket, mens morgenradioen bare er lidt sjovere end ellers. Dagen bliver hyggelig med en masse spontane ture og uforudset solskin og sjove vandkampe. Lykke.
Næste morgen. Bliver vækket kl. 6.38. Der ligger et mærkeligt slør over solen. Der er fluer i brødet. Bleerne vil ikke ud af posen. Myggestikkene kløer mere en sædvanligt. Fortryllelsen er brudt.
Man kan ikke holde hinanden ud. Det hele er de andres skyld. Man hæver stemmen op til flere gange. Derefter følger den dårlige samvittighed. Undskyldningerne præger dagen. Det sommerland man skulle have besøgt ligger uberørt hen. Vi kan ikke blive enige om, hvad ferien egentlig burde indeholde. Er vi her kun for børnenes skyld? Små ting udvikler sig til at de største ting i livet bliver sat på dagsordenen. Vil du med ud at gå? Vil du overhovedet have mig med? Og endnu værre- skal det alligevel ikke være os to? Hvad gør de her dage ved børnene?
Vi får ikke rigtig spist noget- nogen af os. Vi har alle sammen den der mursten i maven, der bare bliver større og større. Når børnene er puttet. Sidder vi helt stille foran fjernsynet. Der er kun dårlige programmer, men det er ligegyldigt, vi ser ikke noget af det alligevel. Vi ser indad. Sådan en dag vil vi aldrig nogensinde have igen.
Næste morgen vågner vi klokken 7.24. Solen skinner. Vi har købt nyt brød og æggene blødkoges. Vi tager i sommerland. Ungerne elsker det. Vi elsker dem og det og hinanden. Dagen i går ligger derinde et sted. Den skal nok komme igen en dag. Når vi er helt uforberedte. De dage kan det hele blive sat over styr, hvis ikke man er ekstra varsom.
