Når dagen starter med et kys af ham på fire med ordene" Mor, er vi kærester?"- og man svarer" Nej, far er min kæreste, men det er jo os to for evigt."- ja, så kan man godt tro at resten af dagen bare bliver sådan en af de der lækre sommerdage i juli, hvor alt bare falder i hak og livet føles allermest perfekt.
Nå men 9 minutter senere stod jeg med lort på fingrene første gang i dag, mindre end en halv time senere, skete det så igen.
Efter at have afleveret den store, var det bare hjem og putte den lille, så man lige kan få den der time, som alle damer på barsel kender. Den hvor man laver sig en kop kaffe, fødderne op i sofaen, på med Go´morgen Danmark og computeren ved hånden. facebook tjekkes, mailen og måske et besøg på Musthaves, Miinto eller noget andet virkelighedsflugt. Ahhhhhh..... I dag nåede jeg 6 minutter. Det er da også rigeligt.
Jamen, jeg skulle også have ordnet en masse ting, så jeg fiskede pølsen op af tremmesengen. Fyrede en omgang yoghurt i ham. Og så afsted på Niholaen. Herefter fulgte kældertjek i arvet hus (som man ikke må bo i, men som bare står der og håner mig med sin have og alle sine værelser), videre i bank, hvor man lige blev talt ned til af gulddreng på 27, derefter JYSK (dont ask) og 7Eleven (som i denne forbindelse fungerede som mit lokale posthus- ja jeg ved det- det er bare god stil).
Jeg nåede seriøst at drypsvede fra militærshortsen og det der startede med at love smuk julidag med harmoni og kærlighed, var allerede dér, endt i sved, faretruende lavt blodsukker og masser af indestængt raseri.
Resten af aftenen magter jeg slet ikke at kommentere, men jeg kan sige så meget at den heller ikke rigtig endte i smuk juliaften med hjemmelavet hyldeblomstsaft på altan mens børnene stilfærdigt leger med træklodser.
tirsdag den 5. juli 2011
søndag den 3. juli 2011
Alt om min mor
Min mor er hende, som klarer alt. Hende der ringer til en klokken 7 om morgenen, fordi hun har hørt i radioen, at endnu en kvinde i 30erne er blevet offer for en højresvingsulykke. Hun tror altid det er mig.
Hun laver mad og lægger det i foliebakker og suplerer med plastikservice, og afleverer det i lun tilstand, når vi har mindst overskud. Hun taler skrapt til en, når man er lige ved at kamme over i hysteri og uretfærdighed og stress. Hun elsker mine børn lige så højt som jeg selv gør det.
Da jeg var barn arbejdede hun hele tiden, så vi kunne betale regninger. Alligevel mindes jeg ikke at jeg syntes hun var meget væk. Hun har taget høje uddannelser ved siden af alt det der arbejde og har haft jobs, hvor hun har rejst jorden tynd. En af hendes sanser stod pludselig af, alligevel arbejdede hun videre som om intet var hændt.
Hun har været tykhudet, som en elefant, en kæmpe drage med vinger, der kunne klare alt, modstå alt.
Men hvad der sker med et menneske, der pludselig føler, at der ikke er brug for det mere- det er en voldsom omgang, at være vidne til.
Dragen er væk. Og huden er blevet helt tynd- ja nærmest gennemsigtig. Hvis ingen har brug for et menneske, hvorfor eksisterer det så? Til hvilken nytte? Blikket er mindre fast. Talen er mindre sikker? Undskyldningen for sig selv er der hele tiden. Det skarpe, det sikre, det stålfaste, der har været i 56 år- er forduftet i løbet af præcis 6 måneder.
En lektie i selvværd.
Jeg tror nu nok, at hun skal rejse sig igen. Er slet ikke i tvivl. Måske endda stærkere og alt det der. Vi andre står dog tilbage lidt mindre sikre på benene, for hvis dragen kan fældes, hvad kan der så ikke ske med os andre lidt skravlede pjok?
Hun laver mad og lægger det i foliebakker og suplerer med plastikservice, og afleverer det i lun tilstand, når vi har mindst overskud. Hun taler skrapt til en, når man er lige ved at kamme over i hysteri og uretfærdighed og stress. Hun elsker mine børn lige så højt som jeg selv gør det.
Da jeg var barn arbejdede hun hele tiden, så vi kunne betale regninger. Alligevel mindes jeg ikke at jeg syntes hun var meget væk. Hun har taget høje uddannelser ved siden af alt det der arbejde og har haft jobs, hvor hun har rejst jorden tynd. En af hendes sanser stod pludselig af, alligevel arbejdede hun videre som om intet var hændt.
Hun har været tykhudet, som en elefant, en kæmpe drage med vinger, der kunne klare alt, modstå alt.
Men hvad der sker med et menneske, der pludselig føler, at der ikke er brug for det mere- det er en voldsom omgang, at være vidne til.
Dragen er væk. Og huden er blevet helt tynd- ja nærmest gennemsigtig. Hvis ingen har brug for et menneske, hvorfor eksisterer det så? Til hvilken nytte? Blikket er mindre fast. Talen er mindre sikker? Undskyldningen for sig selv er der hele tiden. Det skarpe, det sikre, det stålfaste, der har været i 56 år- er forduftet i løbet af præcis 6 måneder.
En lektie i selvværd.
Jeg tror nu nok, at hun skal rejse sig igen. Er slet ikke i tvivl. Måske endda stærkere og alt det der. Vi andre står dog tilbage lidt mindre sikre på benene, for hvis dragen kan fældes, hvad kan der så ikke ske med os andre lidt skravlede pjok?
lørdag den 2. juli 2011
Noget om at følge sine drømme
Jeg har en veninde. Hun rejser snart til et sted, hvor man slår hinanden ihjel. Altså sådan rigtigt. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Jeg ville aldrig selv gøre det. Men jeg forstår hende godt. Det er hendes ting. Hendes "eventyr". Hendes bidrag til verden.
Engang troede jeg også, at jeg skulle sådan noget. Så fik jeg børn og blev gift. Og så var det det jeg skulle. Elske dem så højt, at jeg ikke med vilje ville befinde mig på et af de farligste steder på jorden.
Nu er det min ting. At puste. At nusse. At kramme. Skælde ud. Og alt det andet. Men jeg kommer ikke til at redde verden. Eller gøre den store forskel. For verden.
Men hun skal ud. I den der verden. Og lytte. Og trøste. Og lære. Og alt muligt andet, som jeg slet ikke har fantasi til mere.
Jeg håber hun kommer hjem med hjertet fyldt op. Med indsigt. Og forståelse. Jeg håber hun kommer hjem.
Engang troede jeg også, at jeg skulle sådan noget. Så fik jeg børn og blev gift. Og så var det det jeg skulle. Elske dem så højt, at jeg ikke med vilje ville befinde mig på et af de farligste steder på jorden.
Nu er det min ting. At puste. At nusse. At kramme. Skælde ud. Og alt det andet. Men jeg kommer ikke til at redde verden. Eller gøre den store forskel. For verden.
Men hun skal ud. I den der verden. Og lytte. Og trøste. Og lære. Og alt muligt andet, som jeg slet ikke har fantasi til mere.
Jeg håber hun kommer hjem med hjertet fyldt op. Med indsigt. Og forståelse. Jeg håber hun kommer hjem.
Abonner på:
Opslag (Atom)