Jeg har en veninde. Hun rejser snart til et sted, hvor man slår hinanden ihjel. Altså sådan rigtigt. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Jeg ville aldrig selv gøre det. Men jeg forstår hende godt. Det er hendes ting. Hendes "eventyr". Hendes bidrag til verden.
Engang troede jeg også, at jeg skulle sådan noget. Så fik jeg børn og blev gift. Og så var det det jeg skulle. Elske dem så højt, at jeg ikke med vilje ville befinde mig på et af de farligste steder på jorden.
Nu er det min ting. At puste. At nusse. At kramme. Skælde ud. Og alt det andet. Men jeg kommer ikke til at redde verden. Eller gøre den store forskel. For verden.
Men hun skal ud. I den der verden. Og lytte. Og trøste. Og lære. Og alt muligt andet, som jeg slet ikke har fantasi til mere.
Jeg håber hun kommer hjem med hjertet fyldt op. Med indsigt. Og forståelse. Jeg håber hun kommer hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar