Min mor er hende, som klarer alt. Hende der ringer til en klokken 7 om morgenen, fordi hun har hørt i radioen, at endnu en kvinde i 30erne er blevet offer for en højresvingsulykke. Hun tror altid det er mig.
Hun laver mad og lægger det i foliebakker og suplerer med plastikservice, og afleverer det i lun tilstand, når vi har mindst overskud. Hun taler skrapt til en, når man er lige ved at kamme over i hysteri og uretfærdighed og stress. Hun elsker mine børn lige så højt som jeg selv gør det.
Da jeg var barn arbejdede hun hele tiden, så vi kunne betale regninger. Alligevel mindes jeg ikke at jeg syntes hun var meget væk. Hun har taget høje uddannelser ved siden af alt det der arbejde og har haft jobs, hvor hun har rejst jorden tynd. En af hendes sanser stod pludselig af, alligevel arbejdede hun videre som om intet var hændt.
Hun har været tykhudet, som en elefant, en kæmpe drage med vinger, der kunne klare alt, modstå alt.
Men hvad der sker med et menneske, der pludselig føler, at der ikke er brug for det mere- det er en voldsom omgang, at være vidne til.
Dragen er væk. Og huden er blevet helt tynd- ja nærmest gennemsigtig. Hvis ingen har brug for et menneske, hvorfor eksisterer det så? Til hvilken nytte? Blikket er mindre fast. Talen er mindre sikker? Undskyldningen for sig selv er der hele tiden. Det skarpe, det sikre, det stålfaste, der har været i 56 år- er forduftet i løbet af præcis 6 måneder.
En lektie i selvværd.
Jeg tror nu nok, at hun skal rejse sig igen. Er slet ikke i tvivl. Måske endda stærkere og alt det der. Vi andre står dog tilbage lidt mindre sikre på benene, for hvis dragen kan fældes, hvad kan der så ikke ske med os andre lidt skravlede pjok?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar